Folkeoplysning, når den er bedst, er konklusionen, når man lukker Pariskorrespondenten Lally Hoffmanns kærligt-kritiske gennemgang af Frankrigs politiske historie og samfundsudvikling gennem de sidste 15-20 år og opdager, at man har siddet og slugt den som en spændende roman. Man er kommet tættere på det land og folk, som tusinder af os besøger hvert år, og som, hvadenten vi kan lide det eller ej, kommer til at spille en stadig større rolle i fastlæggelsen af vores hverdag. Man har fået samlet sin flimrende viden om Frankrigs og ikke mindst dets præsidenters og politikeres ageren på verdensscenen og derhjemme. Man har fået en bedre forståelse for bankmandens opførsel sidst man skulle hæve en eurocheck og for hvorfor den almindelige franskmands fatalistiske"c'est comme ca, on n'y peut rien" over for det groteske bureaukrati ikke på nogen måde forhindrer hende i at være nationalstolt indtil det patetiske eller gå på gaden for at demonstrere sig til sin ret. Ikke en kløft, men et univers skiller en dansk og en fransk EU- borger. Dette er ikke videnskabelig historie- eller samfundsanalyse, men et velskrevet journalistisk nutidsbillede, som alle kan bruge til at få samling på medieflimmeret.