Bogen henvender sig til de læsere, der elsker en god spændingsroman, hvor man aldrig rigtig gætter slutningen. Desuden er tro et centralt emne.
Anders Eskildsen er sognepræst i den lille by Nysted på Lolland. Hans ægteskab er ved at falde fra hinanden efter at hans datter forsvandt for lidt over et år siden, men han oplever en flig af glæden ved et barn igennem Yasmin, et irakisk flygtningebarn, som han holder skjult i annekset sammen med hendes mor. Anders' verden falder dog hurtig sammen, da Yasmin forsvinder, og han bliver den hovedmistænkte. Hans liv bliver et helvede, hvor ingen vil kendes ved ham, og han må flytte ind hos sine forældre. Efter et indbrud og vandaliseringen af hans bil, må han også flytte derfra, alt imens han forsøger at finde ud, hvad der er sket med de to piger. Bogen er skrevet med en jeg-fortæller, og kun glimtvis får læseren indsigt i, hvad der sker udenfor hovedpersonens verden. Dette er forfatterens første selvstændige roman. Hun debuterede i 2009 som medforfatter til facebook-krimien Dødens fotograf.
Det psykologiske spil minder om Lis Vibeke Kristensens Lyden af mørke, 2010.
Som læser fanges man ind i et spind af fortvivlelse, ondskab, tro og spænding, mens man følger den ulykkelige sognepræst og hans kamp for at finde ud, hvad der er sket med de to piger. Det er en grum fortælling med en uforudsigelig slutning.