Vidunderlig kunstbog, der dog også i høj grad vil interessere bibliotekets læsere af gode og vedkommende biografier.
Fritz Syberg er elsket for sine varme og nærværende oliemalerier, som man måske især forbinder med dansk sommerstemning. Hans malerier og tegninger har dog mange andre toner, også dem i mol, og nogle af dem afspejler således Sybergs særdeles fattige og traumatiske opvækst, som ikke kunne lade en tro, at han skulle blive en af Danmarks mest kendte malere. Syberg sammenlignede selv sin skæbne og livsbane med en anden kendt fynbo, nemlig H.C. Andersen. Sammen med kunstnerkollegerne Peter Hansen og Johannes Larsen blev Syberg hovedkraften i Fynbomalergruppen, hvilket i år er udgangspunktet for en særudstilling på Johannes Larsen Museet, en dokumentarfilm og nærværende pragtfulde bog med fotografier og gengivelser af Frits Sybergs værker. Forfatter til den gode og spændende tekst er Erland Porsborg, som er museumsleder for Østfyns Museer, der også inkluderer Johannes Larsen Museet i Kerteminde.
Den flittige og dygtige formidler Erland Porsmose har udgivet flere bøger om Fynbomalerne, hvor især bogen om Johannes Larsen fra 1999 i omfang og tyngde kan sammenlignes med nærværende bog.
Porsborg formår på bedste vis at fortælle den dybt fascinerende historie om Fritz Sybergs liv og værk, som gengives i denne meget smukke bog, som man bare må have i hånden og kigge nærmere i. En af de fineste bøger, der er udkommet i år.