Fru Adolfine går til filmen

Inspireret af historien om fru Adolfine og hendes dobbeltgænger, robotten Lady D'olphine, vil en filmproducent lave en film om denne med fruen i hovedrollen. Optagelserne skal bl.a. finde stedi en bank, og dette sætter gang i Al Capella og hans bande, der her ser mulighed for et bankkup. De får robotten samlet, og det er starten på en rap forvekslingskomedie, hvor de implicerede parter,inkl. Benny Bomstærk, må adskilligt igennem, inden historien fåren retfærdig udgang. Men afslutningsbillederne antyder, at det måske ikke er så entydigt endda. Det er en actionpræget oghandlingsmættet tegneserie med behørige humoristiske indslag og med et tydeligt karikeret persongalleri. Teksten, der hovedsageligt er sat i talebobler på hvid baggrund, kan sel vlæses fra 4.-5.kl. Billedfølgen er nem at gå til, da billederne overvejende er placeret i lige rækker uden anvendelse af de mange stilbrud og perspektiver. Illustrationer er holdt i de varierede og klare farver,der er karakteristisk forserien. Albummet kan anvendes til selvstændig fordybelse fra 4.-5. kl. Den appellerende forside viser Ladyen og Benny på vej ud fra bankboksen med en stabel guldbarrer.

Read the full assessment

Herhjemme har vi ikke hørt noget nyt fra Benny Bomstærk siden Den magiske dukke fra 1980. Nu er han her igen 14 år efter uden at det kan ses på ham. Han er stadig den samme lilleirriterende,velopdragne og hjælpsomme dreng, der er udstyret med superkræfter. Kun når han er forkølet mister han imidlertidigt sine kræfter. Det er tegneren Peyo, der har skabt figuren, der dogaltid har været trængt i baggrunden af Peyos mere markante serier, som f.eks. Smølferne og Henrik og Hagbart. Det har altid været småt med Peyos aktive medvirken i Benny Bomstærk-serien. Som regelhar han her overladt det meste af tegnearbejdet til navne som Will og Walthery. I dette nye album har Peyo hverken lavet tekst eller tegninger men fungerer kun som seriens ophavsmand. Stregen er iden typiske belgiske stil, som vi kender fra så mange serier. Dog er den her mere stiv og statisk end vi kender den fra de albums, hvor Walthery og Will havde en finger med på tuschpennen. Dissetidligere albums mindede mere omf.eks. Franquins stil fra Splint og Co. Men i al sin naivitet og troskyldighed er det et rimeligt børnealbum, som der er et stort og udækket behov for. Den enkle ogkraftfulde farvelægning passer fint til den robuste og børnevenlige streg.

Read the full assessment