Til læsere af aktuel politisk litteratur, sociologi og moderne filosofi og herunder Lars Svendsens andre bøger. Fx til læsere af Foucault og Anthony Giddens eller Peter Thielst. Kan generelt anbefales til læsere af politiske essays.
Norske Lars Fr.H. Svendsen har en doktorgrad i filosofi og er ansat ved universitetet i Bergen. Er kendt for udgivelser som Kedsomhedens filosofi, 2001, Ondskabens filosofi, 2002 og Mode, 2005. Senest kender man Indføring i filosofi, 2008. I nærværende bog hævder Lars Svendsen, at vi lever i en altomfattende frygtkultur. Via medieverdenen præges vores livsverden af "en urimelig" frygt for bl.a. terror og klimaforandringer. Lars Svendsen mener dog, at vi lever et mere trygt liv end før set i historien. Hans argumentation er ganske overbevisende, her er mange citater og henvisninger til andre tænkere og selve det imponerende noteapperatet inkl. litteraturliste, fylder ca. en fjerdedel af bogen. Lars Svendsen undersøger fænomenet frygt ved hjælp af og inspiration fra både popkultur, skønlitteratur og politisk filosofi og ser desuden på begrebet som et redskab i forbindelse med magt. Skrevet i en forholdsvis lettere tilgængelig causerende stil.
Kan sammenlignes med Lars Fr.H. Svendsens øvrige bøger og herunder især relevant i forhold til Ondskabens filosofi.
En filosofisk a-ha oplevelse. Overbevisende og forfriskende analyse af et aktuelt emne, som kan nå et bredere publikum.