Books / fiction for children / noveller

Fugl Føniks og andre danske eventyr


Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 3. Sep. 1997

By

By

Elisabeth Bennetsen

d. 3. Sep. 1997

Gammel vin på nye flasker, men det gør ikke noget, når det er portvin. I 1978 udkom denne samling danske folkeeventyr i lidt mindre format med s/h illustrationer af Svend Otto S. Nu er det samme indhold frisket op med blankt papir og akvarellignende illustrationer i dæmpede og blide farver. Personligt bryder jeg mig ikke om illustrationer i eventyr, de skal helst selv danne billeder i tilhørerens hoved, og det passer derfor mig fint, at de naturalistiske billeder er i en lidt anonym og behersket stil, som ikke tager opmærksomheden fra de stadig spændende og også uhyggelige historier. Bogens blanding af folkeeventyr, fabler, gamle gåder og ordsprog er nøjagtig det samme som i 1978 udgaven, men hvor eventyrene stadig står sig godt, virker gåderne og ordsprogene mere antikverede. Eventyrene er fortalt i et godt og stramt sprog uden overflødigt fyld, og det gør dem meget velegnede til mundtligt fortælling. Det er barske historier om incest, lidelser og mord, især er "Røverens kæreste" uhyggelig, men så kan man muntre sig med skæmteeventyret om "De tre ønsker" bagefter. Bogens flotte forside skal nok tiltrække, men børnene skal mindst være 6 år. Johannes Bojesen har ill. Amled og Uffe af Nils Hartmann. (1996). Bagerst efterskrift.


The libraries' assessment

d. 3. Sep. 1997

By

By

Else Kristensen (skole)

d. 3. Sep. 1997

Teksterne i denne samling er helt de samme som i førsteudgaven fra 1978, men udstyret er ændret, så bogen ligner de øvrige eventyrbøger, der udgives i dag. Den indeholder 15 korte og længere danske folkeeventyr. I bogens efterskrift fortæller Søren Christensen om sit udvalg og henviser til parallelhistorier og varianter fra andre lande. Der er ud over eventyrene et afsnit med gamle gådespørgsmål, et med gamle skæmtesprog og et med gamle gåder. Folkeeventyrene er vigtige som middel i børns og unges udvikling til selvstændige voksenindivider, og udvalget i denne samling er godt, blandt andet fordi teksterne er gengivet på et godt og billedskabende dansk uden fraser, floskler og løftede pegefingre. De afdæmpede akvareltegninger anslår stemningen og går fint sammen med teksterne. Efter min mening måtte der gerne have været flere af dem. Det glittede papir er kraftigt. Linieafstanden er god, og den mundrette tekst let at læse. Alt i alt en indbydende bog for eventyrelskere i alle aldre. Selvlæsning fra 4.klasse.