Fyren fra nabograven

Man er unægtelig blød om hjertet efter at have læst Mazettis kærlighedsroman. Den synes ikke af så meget i sit ferietaskevenlige format med en forside fra den svenske filmatisering (premiere i aug.) som lover kærlighed og humor. Stilen ligger i starten tæt op ad Bridget Jones m. efterfølgere, men den kommer trods letheden og en svingende ironi, et stik dybere. Og hvad kunne man forvente andet med en kvindelig bibliotekar som hovedperson! Desirée og Benny mødes på bænken foran 2 gravstene, Desirées mands og Bennys forældres. Begge i 30'erne, i starten skulende og så er det at "buen af lys" pludselig er der! Men kulturkløften kan godt være stor selvom man er ærkesvenskere begge to. For Benny er gårdejer og bosat på den forsømte fædrene gård fyldt med mors korstingsbroderier og 24 køer. Desirée bor i byen, er til hvidt, stål, opera og digte, og ingen af dem kan fravige egen livsstil og det de tror de har brug for - selvom det biologiske ur tikker larmende. De passer sammen som grønne bukser og lort, som der så rigtigt står. Desirée og Benny skiftes til at fortælle historien og Mazetti leverer dem begge med varme og forståelse. Ren, men god hyggeunderholdning for læsere af Werdelin, Nynne og beslægtede arter.

Read the full assessment

Desirée er bibliotekar og lige blevet enke. Hendes mand Örjan blev kørt ned, og nu går hun hver dag hen på kirkegården og sidder ved hans grav. Egentlig sørger hun ikke over Örjan, for hun elskede ham...

Read review