Opslagsbog for elever og lærere på diverse ungdomsuddannelser. Kan på grundskoleniveau anvendes af lærere og særligt interesserede elever.
Bogen rummer et væld af småartikler opdelt i: mekanik, varmelære, lydlære, lyslære, magnetisme, elektricitet, atomfysik, uorganisk kemi og organisk kemi. Der anvendes mange oversigter og diagrammer men kun få tegninger. Bogen indledes med en ordliste og oversigter over fysiske enheder, det græske alfabet samt fysiske konstanter. Den afsluttes af en fortegnelse med ultrakorte biografier over videnskabsmænd - Marie Curie er dog med - samt et omfattende stikordsregister.
Bogen er et uændret optryk af samme titel, som tidligere var udgivet på Alinea. Formatet er blevet lidt større, men det har ikke betydet større skrift - blot mere spildplads i margenerne. I serien Gyldendals små opslagsbøger har vi fra 2006 Fysik/kemi . Den er mere læsevenlig og betydeligt mere velegnet på grundskoleniveau.
Traditionel opslagsbog til diverse ungdomsuddannelser.