Den danskstuderende debutant KH skildrer i denne solide kortprosabog en piges opvækst set indefra fra de tidlige barneår indtil den tidligste ungdom. Mange af de fragmentariske situationer er nu ikke specielt kønsspecifikke, men almenkendte situationer fra en fælles erindring og bevidsthed fra barndommen. KH's særlige personlige sprogtone i en næsten messende indre monolog fanger billeder og situationer i børnehøjde, der gengives ganske fint med den voksnes bevidsthed og sprog. Det drejer sig om "flash back"-agtige ofte ganske korte usentimentale sproglige snit med fornemmelser af undertrykt gråd, følelse af usikkerhed i skolen, den stille og måske let trykkede stemning ved familiens middagsbord om søndagen - i det hele taget nysgerrigheden og usikkerheden ved mødet med nye lyde, lugte, den første dårlige samvittighed og anden ny erfaring. De meget korte tekster kan både læses som enkeltstående erindringsglimt og som en kronologisk fremadskridende helhed. Monotonien lurer bag den gennemgående enstonighed i de tekster, der ikke er så markante i indholdet, men mange af teksterne åbenbarer en udmærket iagttagelses- og formidlingsevne hos en ny ung forfatter.