15-årige Gabriels hoved er en gang imellem vært for sin egen ildstorm. Men han er til gengæld den eneste af bogens farverige karakterer, der opfører sig voksent, ikke mindst i forholdet til sine forældre, der netop er gået fra hinanden og samtidig er på en mental og pekuniær rutschetur, da virkeligheden ikke længere ser ud, som dengang, hvor de var en del af musikkens boheme-liv, faderen som guitarist for et 70'er ikon, Lester Jones. Gabriel har et turbulent liv, men han har også en gave, eller rettere to: Han kan tegne, og han kan kommunikere med sin afdøde tvillingbror Archie, der døde som spæd. Archie er hans besindige, alvidende mentor, når Gabriel ikke rigtig ved, hvad han skal stille op. Ved et møde med Lester Jones får Gabriel det nødvendige spark til at fortsætte med sin kunst, og det bliver samtidig startskuddet til en heling af forældrenes turbulente forhold. Bogen er charmerende og vittig, både i beskrivelsen af det multietniske Nordlondon samt i karakteristikken af de vidunderlige bifigurer, bl.a. familiens østeuropæiske "au pair"-pige, Hannah, en overvægtig midaldrende hustyran. Bogen har knap samme dybde som En forstadsbuddha, eller Det sorte album. Men den er et af Kureishis mest charmerende værker Og det siger ikke så lidt!.