Bogen kan selvlæses fra 10 år, men er også velegnet i 3.-5. klasse for lærere/forældre at læse op for børn, der interesserer sig for eller arbejder med emnet gadebørn..
Adil Erdem har tyrkisk baggrund, kom til Danmark i 1982 som 17-årig og har som forfatter og sproglærer skrevet mange bøger om kultursammenstød, flygtninge- og gadebørn. En kurdisk gadepiges skæbnehistorie er her at læse i skønlitterær form. Hvad børn hører om i fx aviser, tv og ulandskalender har fået kød og blod. Elif tæller dagene til sin 9 års fødselsdag. Hun er nødt til at være gadesælger, kan ikke komme i skole, for faren har været ude for en ulykke på arbejdet og kan ikke forsørge familien. Livet er svært. Hun må tit løbe stærkt for at undgå gadedrenge, politibetjente og fremmede mænd. Ude i den myldrende storby er hendes lille dukke den største trøst. Den fører hun lange fortrolige samtaler med. Den er heldigvis med, da hun pludselig bliver bortført. En venlig sjæl hjælper Elif, så hun kan flygte før noget uopretteligt slemt sker. Men det er ikke nemt bare at vende hjem. Fine persontegninger, og teksten emmer af miljøbeskrivelser og den daglige kamp for at overleve. Fortælletekniske perler er kompositionen, det usagte (det som ikke sker, men kunne være sket) og en rørende slutning..
Fint supplement til andre bøger om emnet..
En medrivende bog. Velegnet til samtaler om børns liv og vilkår i fattige lande, til at diskutere fiktion og virkelighed og til danskfagligt arbejde. Bør stå på ethvert børne- og skolebibliotek.