Velskrevet og fængende bog om en ung pige, der er splittet mellem sit pakistanske ophav og sin danske opvækst. For læsere af bøger om kulturforskelle, religion og familier.
Samia er født og opvokset i Danmark. Da hun når teenagealderen, synes hendes far, at hun opfører sig for dansk og bringer skam over familien. Men Samia føler sig dansk, ikke pakistansk, og denne splid mellem hendes families værdier og det samfund, hun lever i, fører til, at hun får angst og depression og dermed indlæggelse på psykiatrisk afdeling i en længere periode. Samia er en fighter, og det lykkes for hende at komme på gymnasiet. Men et par måneder inde i 1.g bliver hun sendt på opdragelsesrejse til Pakistan. Bare i et par måneder, lover hendes far, hvilket viser sig ikke at være sandt. Ind imellem Samias historie kommer forfatterne med oplysninger, som knytter sig til Samias oplevelser, fx om Pakistan, om tvangsægteskaber og om hvordan en udlænding bliver betragtet i det danske retssystem.
Bogen kommer helt ind under huden på et ungt menneske, der er splittet mellem sine forældres rødder og sine omgivelser. Historien er spændende, og forfatternes kommentarer undervejs i bogen er med til at underbygge Samias fortælling og gøre den troværdig. En oplagt bog til ungdomsuddannelser, da bogen, med den jævnaldrende hovedperson, vil være en de kan relatere til.
I den almægtiges navnSolgt og Solgt omhandler også unge piger, som bliver sendt på genopdragelsesrejserI den almægtiges navn og omhandler også unge piger, som bliver sendt på genopdragelsesrejser.