George Orwell havde den ambition om Kammerat Napoleon, at den skulle skrives i et sprog, der var let at forstå for de fleste. Samme prisværdige ambition har Toni Liversage tydeligvis lagt sig på sinde til denne "introduktion", der i et letlæst sprog men særdeles veldokumenteret gennemgår Eric Blairs livsforløb fra fødsel til død, og som konsekvent på rette sted i kronologien gennemgår alt, hvad han skrev under sit pseudonym "George Orwell". Der er tale om en traditionel biografi, der vil være af interesse for mange læsere af denne genre, men målgruppen vil nok især være studerende på mellemtrinet, der her kan finde korte og rammende omtaler af diverse romaner m.v. De er krydret med forfatterens egne overvejelser omkring det skrevne og uddrag af, hvordan bøgerne blev modtaget af samtiden. På trods af Orwells mange læsere gennem årene, er det yderst sparsomt, hvad vi på dansk i forvejen har af biografier: to danske titler fra 1983 og 84 (naturligvis) og en oversættelse af Raymond Williams biografi Orwell fra 1984. I 50-året for Orwells død, må der være plads til denne bog også.