Bogens fokus er global dannelse gennem ligeværdige kulturmøder og henvender sig til undervisere og ledere på forskellige undervisningsinstitutioner.
Hensigten med bogen har været at undersøge, hvordan efterskolernes undervisning og samvær kan bidrage til at udvikle verdensborgere. 10 skoler med en international profil har deltaget i projektet, hvor der bl.a. er blevet set på, hvilke måder man har organiseret undervisningen på for at understøtte interkulturel kompetence i skolernes hverdag, og hvordan udvalgte skoler har tilrettelagt rejser med henblik på at udvikle elevernes interkulturelle kompetence. Bogen har et fyldigt kapitel om de teorier som undersøgelsen bygger på, fx om det beskrivende og det komplekse kulturbegreb, postkolonial teori og globale og nationale processer. Der redegøres for undersøgelsens metoder og den centrale forskning omkring efterskolernes pædagogik og erfaring med begrebet interkulturel kompetence. Global dannelse er et andet kapitel i bogen, hvor begrebet verdensborger præsenteres.
Bogen er særdeles interessant med en god sammensætning af teori, feltarbejde og konkrete udtalelser fra fx elever, ligesom kapitlet om rejseforberedelse, udførelse og efterbearbejdning er værd at fremhæve. Bogen er velskrevet, den er opdelt i mange afsnit og kapitler, og der lægges op til diskussion i bilaget "Seks situationer - et diskussionsoplæg".
Bogen kan relateres til Interkulturel didaktik.