Denne svenske bog er en imponerende opremsning af gamle og nye husråd, en slags husholdningsnødhjælp opdelt tematisk. Først kommer en række køkkentips, hvor man alfabetisk kan slå op på stort set alt: hvordan man får frituren til at lugte mindre, hvordan man nemmest skræller gulerødder, hvordan man får grillkullene til at brænde længere osv. Dernæst følger torvetips: hvordan man vælger de bedste og friskeste varer (man kan fx mærke på andenæbbet, om anden er ung). De øvrige kapitler: køkkenkatastrofer, bagetips, behandling af blomster, hudpleje og husapotek, rengøringsvejledning, pletrensning, vask og strygning, tips til bilen og gør det selv, er opbygget på samme måde: alfabetisk opslag og et par liniers tips. Bagest et stikordsregister, hvor fx starten af H viser bredden: hakket kød, halsbetændelse, hammer, haricot verts, harpiks, haveblomster... En nyttig sag, der udvider referencebibliotekarens anvendelsesmuligheder, men som også er fornøjelig lystlæsning. Omslaget er i bogens ånd: en glad husmor med permanent, læbestift og pynteforklæde i sit køkken fra før verden gik af lave.