Pegebogen er til de 2-4-årige når de skal sove. Den rummer 6 salmevers og 6 enkle bønner. Den kan anvendes af forældre og i kirkelige sammenhænge.
Pegebogen er illustreret af Kathy Couri, der ikke har illustreret andet på dansk. Hvert opslag har på den ene side et vers fra en salme, fx "Sov sødt, barnlille!". Der er ikke noder. På den modstående side er en kort, enkel bøn på mellem tre og fem linjer, formuleret i børnehøjde. Teksten er trykt på illustrationerne. De er dyner med påtrykte figurer, fx tøjdyr, blomster, skyer og stjerner. Hvert opslag har sit eget større tøjdyr, der går delvis udover bogens ramme. De danner faner, der nærmest skaber en vifte, man kan bladre med. Da bogen er trykt på kraftigt, lamineret pap, fungerer det godt. Illustrationerne er malet i en rund, venlig streg i stærke farver. Forsiden viser en glad tøjbamse med titlen trykt på maven. Bagsideteksten beskriver indholdet.
Lidt længere bønner til de 4-6-årige findes i Tryg i nat, 1998. Kære Gud! en bøn til hver dag, 1999, er til lidt større børn. Mere fuldstændige salmer til aldersgruppen findes i Salmer for de små, 2006.
Bogens udseende med de venlige, søde illustrationer og fane-effekten vil tiltale børnene. De forældre, der ønsker en godnatsang med kristent indhold og inspiration til en lille, kort bøn, de vil bede med de 2-4-årige, kan bruge denne. Den kan også bruges af de kirker, der har baby-salmesang.