"Bandet er centreret omkring Spids Nøgenhat-guitaristen Morten Aron og hans delikate fingerspil, der pryder de countryrockede sange som småpsykedeliske guirlander. Det er da også Aron selv, der har skrevet sangene, som han synger med sin rene, Neil Young'ske vokal, og selv om de engelske ord ligger i hans mund som en varm kartoffel, har det sin charme, hvilket skyldes, at de rolige sange er så veldrejede, som de er. Med assistance fra gode folk fra bands som Hymns From Nineveh, The Floor Is Made of Lava m. fl. får Aron foråret til at falde lidt tidligere i år".