Grænseland

Til læsere af erindringsromaner med et lyrisk sprog. En barsk erindringsbog, med et lyrisk tilsnit.

Nogle gange er det, man ser tilbage på, så smerteligt, at man er nødt til at give det ord. Sådan er denne bog skrevet af Chris Heape. Heape er til daglig underviser på designskolen i Kolding. Bogen er Heapes første. I forskellige brudstykker får vi situationer fra Heapes barndom, som har bragt ham rundt omkring i Europa. Nogle af situationerne er meget nøgternt beskrevet, mens andre er meget lyriske og abstrakte. Ind imellem tager fortællingen også afstikkere til fortællerens fantasi. Et frirum fra den noget dysfunktionelle opvækst der beskrives i bogen. Sproget er ret lyrisk, hvor omgivelser og stemninger beskrives malende. Det gør, at bogen ikke er så flydende læst, da nogle situationer bliver beskrevet meget udførligt. Bogen er bygget op med små spørgsmål eller sætninger, Heape stiller til sig selv. Det er langt fra altid de besvares i klar tale, og nogle gange stilles spørgsmålet igen, for at komme tilbage på sporet. Bogen har mange svinkeærinder, og nogle gange fortaber den sig i disse, men det er ofte ret flot gjort. Det gør dog at bogen virker meget fragmenteret.

Fortællingerne fra kostskolen kunne minde om Jan Guillous barske Ondskaben, og det lyriske sprog har mange lighedspunkter med Josefine Klougarts.

En udmærket bog om en barsk opvækst. Men hvor de malende beskrivelser desværre nogle gange bremser læsningen.

Read the full assessment