På bogens første side præsenterer forlaget romanens 33-årige forfatter, der er fra Talinn i Estland. Bogen 'er blevet kaldt halvfemsernes store baltiske euroroman ', skriver man også. Detskulle da være fordi, der er langt mellem snapsene derovre. Romanen er såmænd udmærket og panorerer i en stribe breve gennem fortid og nutid for den unavngivne fortæller, der opholder sig i Paris,muligvis for at studere, muligvis flygtet fra den pauvre hverdag i Balticum. Han er bøsse og har et forhold kørende til en ældre videnskabsmand, Franz, sammen med hvem han også besøger Amsterdam.Vi får i bogen diverse beskrivelser fra begge bøger og flash backs til fortællerens barndom og henkastede tanker om fattigdom her og der og som helhed et portræt af et løgnagtigt gemyt, derfebrilsk og forgæves søger et ståsted. Problemet er blot, at bogen virker som en anstrengt kliche over en skabelon, der hedder parisisk spleen. Siden Baudelaire har den været brugt flittigt, blandtandet af Sartre i Kvalme,hans første roman, hvis intensitet i beskrivelsen af desperadoens livslede denne baltiske roman savner.