Den svenske børnepsykolog kendes fra Mor og barn i ingenmandsland (1991) om behandling af forstyrrelser i mor-barn-relationen. Hendes nye bog handler så at sige om det samme, men tager sit udgangspunkt allerede i graviditeten, hvor tilknytningsprocessen mellem mor og barn påbegyndes. Hvis den kommende mor af en eller anden grund - bekymring, angst, depression, psykisk sygdom, overgreb m.v. - ikke er i stand til at forholde sig til sit barn, kan det i høj grad skade den vigtige mor-barn-relation, efter at barnet er født. Brodén beskriver, hvordan professionelle kan behandle kvinden og understøtte hende i at skabe tilknytning til det ventede barn. Brodén selv arbejder på en institution i Malmø, som har udviklet en særlig behandlingsmodel for arbejdet med spæd- og småbørnsfamilier. Graviditetens muligheder indeholder en del teori og henvender sig især til professionelle, som arbejder med gravide, samt mødre og spædbørn.