Grethe og Jørgen Ingmann var fra midten af 1950'erne og en snes år frem en institution inden for dansk populærmusik. De havde begge musikalske rødder i jazz-musikken, da de mødtes og dannede par, musikalsk og privat. Tiden var dog ikke til gunst for jazzen, og som par kastede de sig over poppen med hits, der ofte havde jazzpræg og altid var gennemarbejdede musikalsk. Blandt de mange ørehængere, der har overlevet er Dansevise, som vandt det europæiske Melodi Grand Prix i 1963. Forfatteren kortlægger Ingmænnernes karriere og dermed også en vigtig del af dansk populærmusiks udvikling. Han skjuler ikke sin beundring, især for Grethe Ingmann, og går let og nådigt hen over de problemer, hun havde ved sin karrieres afslutning. I bogen er der indsatte billedsektioner med gode tidstypiske sort/hvide pressefotos, og den slutter med et register og en diskografi med et bredt udsnit af deres pladeudgivelser. Bogen vil blive efterspurgt af lånere med interesse for dansk populærmusik, og at der stadig er interesse for Ingmænnerne, ses bl.a. af den for nyligt udkomne cd Kærlighed (2003) med de bedste hits fra Grethe Ingmanns karriere.