Henvender sig til historisk og kirkehistorisk interesserede læsere, men kan i det store og hele også læses som en biografi om en kendt historisk person.
Bogen beskriver Niels Hemmingsens (1513-1600) betydningsfulde rolle i dansk kirkehistorie og hans store, væsentlige og i udlandet kendte forfatterskab. Hans næsten hundrede bøger udkom på latin og i oversættelser til dansk og andre sprog. Det var fortolkninger af Bibelens skrifter, bøger om dogmatik, etik, om retlige forhold, ægteskabssager og hekse m.v. Han blev frataget sin lærestol i København og landsforvist til Roskilde, da hans opfattelse af nadveren angiveligt var anderledes end landets officielle. Han var før Søren Kierkegaard den internationalt mest kendte og indflydelsesrige danske teolog. Bogen beskriver hans til tider temmelig kaotiske familieforhold, hans virke som professor og rektor. Der gøres meget ud af hans teologi, og hans moralistiske kristentro og hans syn på en række sociale og politiske emner. Schwarz Lausten er professor emer. i kirkehistorie.
Der er ikke nyere litteratur om Niels Hemmingsen, men Martin Schwarz Lausten har gennem sit forfatterskab et stort kendskab til perioden, se fx Johann Bugenhagen : luthersk reformator i Tyskland og Danmark, 2011 og Philipp Melanchthon : humanist og luthersk reformator i Tyskland og Danmark, 2010.
Væsentlig, velskrevet og godt formidlet bog om en betydende dansk teolog. Interessant og læseværdig gennemgang af hans teologi, hvor han forener kristendom og humanisme. Det er en bog, der kommer hele vejen rundt om personen Niels Hemmingsen, hvis 400 års fødselsdag fejres i år.