Lidt fjollet billede- og aktivitetsbog om grisebassen Grisse, der hele tiden trykker sig selv på navlen. Fru Gris siger, at det må han ikke. Det vil Grisse selvfølgelig have et fornuftigt svar på. Da hun ikke har det, advarer hun ham. Hvis han trykker for hårdt på navlen falder numsen af. Det svar er Grisse ikke tilfreds med, og han leder efter svar hos alle dyrene på gården - koen, fårene, hønsene og hesten. Da han ikke får et ordentligt svar, trykker han sig igen på maven, og vupti er der en overraskelse. Gennem hele bogen er et udstanset hul til Grisses navle, konstrueret som en knap, der stikker ud på bogens forside. På sidste opslag trykker læseren på navlen, hvilket bevirker, at Grisses lyserøde ende falder af. Den er sat fast med lyserødt silkebånd, der udgør grisens hale. En tekst beroliger børnene, at dette kun sker for frække griseunger. Sjovt at prøve én gang, men jeg tror næppe begejstringen vil holde ret længe. Ligeledes vil båndet nok hurtigt briste. Illustratoren Jonathan Lambert har lavet nogle dejlige farverige illustrationer, som er bogens stærke side. Til oplæsning fra 3 år. Bogen har ingen relevans i skolebiblioteket.