Genial grøn kogebog til alle børnefamilier, der gerne vil spise mere grønt. Med lettilgængelige opskrifter på både vegetariske og veganske retter, der er håndterbare i de fleste familier.
Lisbeth Østergaard og Louisa Lorang har lavet en kogebog til børnefamilier med fokus på grøntsager med det formål at få børn til at spise mere grønt. Der er grøntsager i alle opskrifterne. Bogen indeholder opskrifter på morgenmad, snacks, hovedretter, sødt og saft/juice. Eksempler på nogle af opskrifterne er bl.a. grøn yoghurt med hindbær, squashboller, tellakado (sund nutella), vafler med søde kartofler, pizzasnegle med blomkål, nuggets med søde kartofler og grønkål, onepot-pasgetti, veggielasagne, ærtefalafler og meget andet. Indimellem opskrifterne giver de to forfattere gode råd om at have børn med i køkkenet og om at få dem til at spise grønt. Forfatterne er begge kendt fra "Go' morgen Danmark" på TV2 som hhv. vært og kok.
Virkelig genial grøn kogekog til børnefamilier. Meget lækre og indbydende opskrifter, som denne lektør straks kastede sig over. Delikate billeder og overskuelige opskrifter, der er lette at gå til. De fleste ingredienser er nemme at skaffe, men enkelte skal man til større supermarkeder eller specialbutikker efter.
Et godt supplement kunne være Anne Hjernøes Hverdag, der giver et bud på en sund og varieret kost til hele familien ved alle dagens måltider. Her er også fokus på det grønne, men opskrifterne er ikke vegetariske.