Det er en håndbog, hvor ledere på især mellemlederniveau hurtigt kan blive klogere på de fleste ledelsesmæssige emner og finde inspiration til håndtering af diverse ledelsesopgaver.
Pia Torreck har konsulentvirksomheden Uption med fokus på mellemlederens rolle og dilemmaer, og denne bog er 4. reviderede udgave af hendes Håndbog for nye ledere : forretningsudvikling og personaleledelse i knæhøjde, 2003. Torreck skriver i forordet at mange erfarne ledere har fortalt, at de også har haft glæde af bogen, så derfor er "nye" strøget fra titlen, og det virker fornuftigt. Læseren får vejledning i emner som ledelsesstil, præsentationsteknik, delegering, motivation, feedback og forskellige typer samtaler. Bogen er uden tung teori, men med fine eksempler, og den er skrevet i et godt sprog uden brug af speciel fagterminologi. Efter hvert kapitel er der litteraturhenvisninger, og bagest er der et udmærket register.
Bogen ligner den 3. udgave, og indholdet er stort set det samme, men den er lidt større i formatet, er sat med større typer, har lidt flere, men mindre modeller og skemaer samt flere litteraturhenvisninger. Bibliotekerne har bøger der grundigt gennemgår hvert enkelt af bogens emner, men til hurtig orientering i et emne kan den bedst sammenlignes med Håndbog for nye chefer, 2011, der også har fokus på personaleledelse.
Det er en god håndbog, der giver et hurtigt overblik over og inspiration til forskellige ledelsesopgaver med fokus på personalet.