Studiokeramikken eller værkstedsdo. beskrives her særdeles grundigt og systematisk med kronologisk gennemgang af alle processer fra ler til brænding. Forf. er dels uddannet keramiker og dels erfaren underviser i faget. Det erklærede formål er at beskrive det teoretiske på en tilgængelig og forståelig måde samtidig med at bogen også rummer en række teknikker indenfor formgivning, dekoration og brænding. Bogens klare systematik gør den velegnet som opslagsbog, idet alle processer beskrives grundigt: ler - formgivning - begitning - glasur - dekoration - brænding og ovne samt endelig værktøj og diverse tabeller og oversigter. Midt i bogen er indsat et ca. 16 siders inspirerende galleri med billeder af nulevende og eksperimenterende keramikeres værker, beskrevet også med tekniske oplysninger. Det sker kun sjældent, at der udgives en ny grundig håndbog om keramisk teknik og teori, således er Finn Lynggaards Keramisk håndbog senest kommet i 1984 og Ib Georg Jensens Pottemagerens håndbog er helt tilbage fra 1979, så en ny og gennemarbejdet håndbog må absolut hilses velkommen. Også sundhedsforhold, opskrifter og glasurer beskrives detaljeret og forståeligt. En gedigen og anvendelig vejviser i keramikkens forunderlige verden.