Forfatteren har skrevet adskillige bøger, men dette er den første der er oversat til dansk. Det er en lille stram sag hvor man inviteres indenfor i en besat kvindes følelsesliv, og hvor man følger hendes forhold til en gift mand. Claire er læge og har en privatpraksis. En mand afleverer hendes stjålne taske som han har fundet på en byggeplads på nabogrunden, og hun betages af Thomas som han hedder. De to tiltrækkes af hinanden og indleder et forhold, men Thomas kan kun se Claire på bestemte tidspunkter og i begrænset omfang. Claire bliver besat af Thomas og af at få så meget som muligt af ham, og undervejs samler hun små kærlighedssymboler, blandt andet brugte kondomer... Bogens scoop er at man som læser oplever alt fra Claires synsvinkel, og at hun er fuldstændig enkeltsporet i sit forsøg på at overtage Thomas som SIN mand. Skrivestilen med næsten udelukkende hovedsætninger, korte præcise afsnit, og blot registrerede fakta underbygger indtrykket af total besættelse og det gør bogen til en meget vellykket helhed. For trænede læsere med interesse i litterær form.