"Melankolien er i højsædet, og der er ofte noget storby-agtigt over Finks udflydende univers, som imidlertid også indimellem favner nedbarberede blues-tendenser. Kynisk set kan flere af sangene slet og ret ikke bære den let abstrakte indpakning, der er trukket ned over dem, men pudsigt nok savner man samtidig noget vildskab - Hard Believer rummer lidt for mange pæne, polerede og modne løsninger, der godt måtte have været rusket lidt mere i".