Det er arbejdende og praktisk orienterede ledere, der vil have størst udbytte af denne bog, der tager udgangspunkt i de mange forandringer virksomheder, institutioner og organisationer møder i dag. Finanskrisen er underforstået, så bogen er helt up to date.
De tre forfattere, der alle er ansat i DI, skriver direkte og ligefremt. De benytter dygtigt Harlekin-figuren som metafor for fortællingen om den moderne leder, der skal være både adræt, iagttagende, nysgerrig, iscenesættende og meget andet for at møde den mangfoldighed af udfordringer, som rammer os udefra. Bogen er bygget i tre hovedafsnit med titler fra sceneverdenen og derunder 10 kapitler med overskrifter fra den mere traditionelle managementverden. De enkelte kapitler er praktisk orienterede og slutter med spørgsmål til selvrefleksion. Ind imellem bringes kommentarer om emnerne fra topledere indenfor både det private og det offentlige. Bogen er uden noter og afsluttes med en kort litteraturliste.
Bogen adskiller sig ikke fra en del andre på markedet, men de tre forfatteres tilknytning til DI giver tyngde.
En moderne bog om ledelse, der sætter Harlekin-figurens mangfoldige kompetencer op som ideal for moderne ledere, der skal navigere under stadige forandringer.