Det er ca. 10 år siden de første feng shui bøger udkom på dansk og godt 5 år siden, den kinesiske tanke om energiens bevægelser for alvor slog igennem ved boligindretning og personlig udvikling. Lillian Toos første bog Den store bog om feng shui, 2000 var en form for introduktion til begrebet. I denne nye videregiver hun helt konkret 168 måder at skabe ny energi på. Ikke så meget henvendt til begyndere som til de, der allerede ved noget om og bekender sig til feng shui tanken. Bogen er opdelt i 8 hovedafsnit omhandlende chi overordnet (energi som livskraft), oprydning, fjernelse af negativ chi, negativ chi i personlige forhold, renselse af psykiske rum, orden i sindet og styrkelse af aura, forstærkelse af spirituel energi i hjemmet samt et afsnit om mystiske symbolers kraft. Under de enkelte afsnit de 168 metoder, hver på 1 side. Vejledningerne kan både være konkrete eller mere svævende, alt efter hvor vidende man er i forvejen. Layoutet er let og indbydende med mange illustrationer. Der er kommet mange nye bøger om emnet de sidste år, dennes force er opbygningen og overskueligheden når feng shui begynder at blive en integreret del af livsstilen.