Haver, litteratur og kunst kan gå op i en højere enhed, hvor det ene smitter af på det andet. I denne bog kan passionerede havemennesker læse om kunstnere og andre, der gennem tiden har haft en faible for haver, planter og natur.
Dette er ikke en bog om at dyrke haver, men om glæden og passionen ved haver, planter og natur, som den kan tage sig ud for forfattere, malere, botanikere, plantesamlere og andre amtører og især professionelle fra oldtiden og til nu. Jane Austen, Karen Blixen, Suzanne Brøgger, Gertrude Jekyll, Claude Monet, Piet Oudolf, Kamma Rahbek, Søren Ryge, Virginia Woolf og mange, mange andre bliver nævnt og sat ind i en sammenhæng af haveglæde, mening, lykke, drømme, visioner og erfaring. Bogen er illustreret med dekupager lavet af forfatteren selv, som er litteraturhistoriker. Afsluttes med tidslinje og register.
Den almindelige haveejer vil muligvis ikke få så meget ud af den kalejdoskopiske bog, som med polyhistorens vid ubesværet springer fra det ene navn til det næste og ligeledes mellem emnerne. De læsere, der har samme overblik som forfatteren, vil derimod få en spændende, vidtfavnende og velskrevet fremstilling af haver, kunst og passion gennem tiden. De 39 dekupager er meget smukke og indbyder til fordybelse.
Læs evt. videre i den omfangsrige og grundige Havernes kulturhistorie : paradis på jord.