Forskningen inden for havens og naturens positive indflydelse på moderne, stressede mennesker er ny og helt i tråd med tidens "grønne bølge", og målgruppen skal findes blandt mennesker med interesse for en "grøn" livsstil.
Forfatteren, der har lavet flere havebøger, skriver i en uhøjtidelig, journalistisk stil. Titlen er en smule misvisende, for det drejer sig ikke kun om havens, men også om naturens gavnlige indvirkning på nutidens livsstilssygdomme. Signe Wenneberg indleder med sine egne erfaringer med naturens helende indflydelse. Resten af bogen består af hendes interviews med en række mennesker af forskellig alder og køn og med forskellige erhverv, der alle har det til fælles, at de har erfaret den positive virkning af at opholde sig meget udendørs. Den første videnskabeligt baserede terapihave i Danmark er under oprettelse, og de implicerede forskere giver et let forståeligt indblik i deres projekt. De øvrige interviewede, der bl.a. omfatter en direktør, en alternativ behandler, en læge og en planteskoleejer, giver deres personlige forklaringer på, hvilken betydning det har for dem at opholde sig meget udendørs. Teksten ledsages af smukke portrætfotos og atmosfærefyldte fotos af landskaber og haver.
Have- og naturterapi er ikke tidligere beskrevet i bogform på dansk.
Underholdende og tankevækkende interviewbog om havens og naturens terapeutiske indvirkning på fortravlede nutidsmennesker. Både emnet og Signe Wennebergs navn skal nok sikre en bred målgruppe.