"[Der er] en gennemgående spænding imellem de til en vis grad fremaddrivende produktioner og de ret stenede, dovne melodier, og det virker helt afgjort, som om bandet med den spænding forsøger at formidle en følelse af afkoblethed og disintegration. Måske også noget depressivt. Men det lykkes kun i momenter som for eksempel på det beat-meditative »So Good«. Og ellers falder pladen desværre mest af alt i den formfuldendte trygheds fælde, hvor sideskilningen sidder som den skal, men hvor ansigtet under den ikke rigtig vil dig noget".