Billedbog til brug med børn fra 2-3 år, om at være modig og bange på samme tid.
Amant kendes for en række titler på dansk, heraf to om heksen Mimi. I denne titel er det et mere traditionelt emne, som vi har flere bøger om, end de to andre titler om Mimi. Teksten virker en smule omstændelig, historien og illustrationerne taget i betragtning, men illustrationernes tydelige og klare streg bærer flot igennem. Farverne gløder, og figurerne er glade, enkle og joviale. Historiens pointe er ikke verdens mest uforudsigelige, men fungerer fornuftigt. Forsiden vibrerer og fungerer virkelig fint i forhold til titlen, og dækker sammen med fin bagsidetekst.
Bogen er ikke helt så subtil som Hicks Bangebuks, 2004, og har en lidt anden pointe end Güettler Monstre i mørket for at nævne to af de bedre, ud af mange lignende titler om emnet, denne er for de mere "bløde" og endnu ikke spor modige, som behøver ansporing på en mindre påtrængende måde. Denne er ikke særlig uhyggelig eller "farlig", men sikkert rigelig for nogle, den er for dem og deres forældre.
En billedbog om emnet, i den joviale, mindre "farlige" og hyggeligere ende. Kvaliteten er i orden, i den bedre ende omend ikke helt øverst på kvalitetsskalaen. Vi har mange titler om emnet, og denne kan fint supplere.