Gry Clasen har tidligere i samme serie skrevet Vejen til kærlighed, som var en facetteret historie indenfor de tilstedeværende rammer. Her i Helenas barn er emnet også meget relevant, men jeg savner lidt miljøbaggrund til at fæstne den levende og veltegnede hovedperson på. Vi befinder os et sted på Balkan, fremgår det af forlagets følgeskrivelse, men egentlig ikke af bogen. Først midt i historien, da hospitalsforholdene beskrives, bliver man klar over, at det ikke er hos en indvandrerfamilie i Danmark, vi befinder os, men i hjemlandet. Helenas sorg og desperation, da hun opdager sin graviditet og afvises af både kæreste og familie og hendes efterfølgende kærlighed til det lille barn er ægte og overbevisende skildret. Selvom den lykkelige udgang på historien virker lidt vel hurtig og "hovsa-agtig", er det jo vilkårene i en genre, hvor sidetal er en afgørende faktor. Letlæsningsbog i den bedre ende for voksne og fremmedspogede.