En politibetjent fortæller helt hudløst og helhjertet om karrieren fra 1998 til skæbnesvangre 2016, hvor han idømmes 6 måneders ubetinget fængsel for tyveri og hæleri af kostbare lamper fra sin arbejdsplads. Guf for de mange som læser true crime.
Den 25-årige vendelbo, René Dahl Andersen, tager fra landsbyen Hørby til København for at blive politibetjent. Under uddannelsen møder han farverige kollegaer som "Overarmen og kummefryseren" og får "gadens puls" i blodet. Hans karriere fører ham videre til narko- og bevillingsafdelingen. "Choko", som nu er hans kælenavn, møder narkohandleren "Kaliffen" og anholder den dæmonisk smilende "Klædeskabs-morder". På næste trin på karrierestigen får René udfordringer fra Ditte, en grænseoverskridende politianmelder, og infiltrerer som agent i Florida den columbianske narkomafia. Han møder også en velpolstret, mandlig kriminel i miniskørt. Bogens sidste del har fokus på historier fra 2010-2016 frem til et evigt farvel til politiet efter hans tyveri i 2016. René har været på foredragsturne med sin første bog Hærdet.
Spændende og underholdende true crime om et politiliv på grænsen, hvor pulsen fra gaden og underverdenen banker faretruende og ens moralske kompas nemt udfordres. René er ærlig og ligefrem i sin bog.
Kan sammenlignes med fx Uro'erne kommer!.