Forlagets beskrivelse: I Helsefysik, 3. udgave er der rettet en række småfejl, og en formelsamling er blevet tilføjet. Bogen er udarbejdet til brug ved uddannelsen af helseassistenter først på Risø og siden i Dansk Dekommissionering. Den benyttes også som en del af pensum i uddannelsen af helsefysikere i Dansk Dekommissionering. Dele af bogen kan også benyttes ved undervisningen i helsefysik på gymnasier og universiteter. Helsefysik er et fagområde, der omfatter ioniserende strålings biologiske virkning (helse) og fysiske natur (fysik). Helsefysikken gør brug af viden og metoder inden for fagområderne biologi, fysik, kemi og matematik og anvendes, hvor man arbejder med radioaktive stoffer og ioniserende stråling, og hvor der således er behov for strålingsbeskyttelse. Helsefysik er primært en arbejdsmiljødisciplin, men anvendes også ved beskyttelse af personer, der modtager stråling ved diagnostik og terapi og ved beskyttelse af befolkningen, der udsættes for bestråling fra naturligt forekommende strålingskilder eller fra radiologiske eller nukleare uheld, hvor radioaktive stoffer spredes i omegnsmiljøet ved udslip. Skønt radioaktiviteten først blev opdaget for mere end et århundrede siden, har radioaktive stoffer og den ioniserende stråling, de udsender, eksisteret siden Jordens skabelse. Studiet af stråling og radioaktive stoffer har siden begyndelsen af forrige århundrede ført til omfattende fremskridt inden for medicinsk diagnostik og terapi. I dag anvendes radioaktive stoffer og ioniserende stråling inden for hospitalsvæsen, industri og forskning. Når ioniserende stråling velkselvirker med menneskeligt væv, vil strålingen afsætte energi i form af ionisering, der kan medføre skader på cellernes DNA-molekyler. Denne energiafsættelse kan føre til enten deterministiske skader (akutte skader) eller stokastiske skader (senskader) i form af cancer eller genetisk betingede sygdomme. Bogen Helsefysik giver en samlet indføring i helsefysikkens discipliner og omhandler: (1) historisk beskrivelse af atombegrebet. (2) grundlæggende atomfysik. (3) strålings vekselvirkning med stof. (4) strålingsdosimetri. (5) strålingsbiologi. (6) principper for strålingsbeskyttelse. (7) strålingsmaskiner. (8) metoder til måling af ioniserende stråling. (9) praktisk strålingsbeskyttelse. (10) spredning af radioaktive stoffer til omgivelserne. (11) strålingsudsættelse ved uheld. Forfatterne er helsefysikere, og de har i en lang årrække arbejdet på Risø med strålingsbeskyttelse i forbindelse med driften af Risøs forskningsreaktorer og de øvrige nukleare anlæg og senere i Dansk Dekommissioning ved anlæggenes dekommissionering. De har gennem alle årene undervist i helsefysik for alle personalekategorier.