Mange kristne har gennem tiderne været optaget af spørgsmålet om, hvordan en gud, der elsker mennesket kan tillade helvede og fortabelsen. Mange forklaringer minder mere om bortforklaringer og ligeså mange viger helt udenom spørgsmålet. Claus Tøndering vælger en anden vej, idet han søger at definere helvede som en side af Guds kærlighed. Det lyder måske umiddelbart fortænkt, men ud fra en rent trosmæssig målestok argumenterer Tøndering fint for sin sag. Hans sprog er ligefremt, og tonen i bogen er venlig, men intens som den må være, når det er selve frelsen, der er emnet. I 14 korte kapitler kommer Tøndering godt rundt om emnet. Hans reference er selvfølgelig Bibelen, men selvom han inddrager en del citater derfra, er det hans egne ord der bærer argumentationen. Tøndering er ikke fagteolog, men computeringeniør og den baggrund giver ham en lidt større spændvidde end så mange andre, der har en mere faglig indgang til troen. Det ændrer imidlertid ikke på, at bogen udelukkende vil tale til aktive kristne, der i forvejen er optaget af at befæste deres trosforhold.