Tekster der deler ud af levet liv, af overvejelser om svundne tider og af personlige oplevelser samt familieanekdoter. Til læsere af essays, måske særligt til fans af Thomas Wivel.
Bogens 33 korte tekster tager fat i livet, den berører litteraturens, journalistikkens og musikkens store koryfæer, stiller skarpt på Wivels tanker om historiske begivenheder, om sanseløst forbrug på Black Friday og på personlige anekdoter, som den fra Alexanderplatz og den om farmor Eva og farfar Pers gamle hus. Thomas Wivel er stand-up-komiker og optræder også med Performance Poetry.
Thomas Wivel kommer vidt omkring, men føles mest vedkommende, når han går tæt på en personlig oplevelse eller følelse, som i "Et hus mangler". Her bliver bedsteforældrenes forfaldne hus en metafor for det menneskelige forfald og det tab, der må komme. Bortset fra de mere personlige passager er det vanskeligt at finde retning i teksterne, som kan være både fragmenterede og fabulerende. Fx begynder "Der er ikke bogstaver nok til ryggen" med overvejelser om en DR-dokumentar om tyskernes invasion i Narvik i 1940, bevæger sig videre til observationer af en slamsuger i aktion og tanker om butiksdød i Holte for at slutte i Narvik. Det er "alvor, men altid med en understrøm af selvironi og satirisk tilgang", som der står i beskrivelsen - men ironien og satiren kan være svær at få greb om i den meget diverse samling.
Minder om Blandede bolsjer i sin alsidighed.