Bogen henvender sig til unge fra 13 år med interesse for kristendommen. Især velegnet som læsning i forbindelse med konfirmationsforberedelse. Forsiden er betegnende for indholdet.
Roman, der foregår på Jesu tid. Sara lever sammen med sin far, der er aktiv i den jødiske modstandsbevægelse. Da han en dag ikke vender tilbage efter en aktion beslutter hun sig for at finde ham med hjælp fra sine venner Gabriel og Miriam. I bogen møder vi jøder og romere, samt Judas og Jesus, de tolv disciple og andre hovedpersoner fra evangelierne. Sara er vidne til Jesu liv i de sidste dage og hendes oplevelse af disse begivenheder er bogens grundlag. Historien er derfor fyldt med bibelske referencer, anekdoter og fortællinger. Forfatteren er godt hjemme i det bibelske stof, men historien mangler kant, bid og spænding. Bogen når aldrig at svinge sig op til andet end et anderledes supplement til konfirmationsforberedelsen. Flotte helsides illustrationer i farver.
Der er mere spænding at hente i forfatterens krimiserier Græskarbanden og [Hjerte]veninderne. Illustrator har tidligere udgivet tegneserien Menneskesønnen : en tegneserie om Jesus.
Roman med rigtig meget bibelhistorie, men den mangler kant, bid og spænding. Flotte illustrationer i farver.