Døden i Hongkong er emnet for forfatterens anden bog om dette meget moderne og samtidig meget overtroiske og anderledes samfund. Henning Høeg Hansen har tidligere tegnet et meget vidende billede af Hongkong i sin første bog Tog Suzie Wong Troldhedebanen? (98/19). I denne anden bog uddyber han et enkelt emne, nemlig ritualer og skikke omkring døden. Han påviser hvordan den klassiske kinesiske dødsopfattelse efterhånden har ændret og tilpasset sig det moderne, urbaniserede liv: Fx bliver ligene gravet op og kremeret efter 5 år da der er pladsmangel på kirkegårdene. Vi får en forklaring på kinesernes dødsopfattelse der kan virke brutal på vesterlændinge. Man mangler totalt sentimentalitet overfor døden. Dette skyldes ifølge forfatteren den klassiske kinesiske dødsopfattelse: Man skal kun ære forfædrene i lige linie da det er deres ånder der giver de efterlevende et godt liv. Andre døde er i og for sig ligegyldige. Til gengæld ofrer man stadig gaver til forfædrene, sat i system med papirmodeller af mikroovne, lejligheder, tv-apparater osv. Bogen fortæller foruden historien om døden også en masse om dette specielle samfund og kan læses af alle der interesserer sig for Hongkong.