Det rablende, det sjove, nærmest platte, men også underfundige er Rune T. Kiddes velkendte varemærke. Vrøvlefortællingen om Ælmer Æseløre, som må lære at blive æselhelt, inden han kan få en rigtig æselkæreste, er seneste nyt til billedbogshylden. Denne gang har en enkelt lang og tekstmættet fortælling fået lov at fylde, og vi tages atter med ud på det sproglige overdrev, hvor en listetyv er én der stjæler lister, og hvor forlydsrim og sprælske ordspil er hverdagskost. Vi genkender universet med Pytsøen og flodflyderfiskene fra serien med de korte fortællinger om Adam Stråskæg. Det eneste forfriskende nye består i, at forfatteren denne gang har ladet Mette-Kirstine Bak illustrere. Hun forstår ved hjælp af både våde og tørre farver at matche sprogets groteskhed og dynamik. Vekselvirkningen mellem skarpt optrukne konturer og det mere udflydende gør tegningerne ligeså vrøvlede som teksten. Samtidig evner illustratoren at fascinere, så man næsten selv føler, man sidder med til bords på kongens slot. Bogen har ingen undervisningsmæssig relevans, er vanskeligt selvlæst, men vil more og underholde som oplæsningsbog for fra 6 år og opefter.