Lille sorte Sambo i dansk udgave anno 2005. Sort er blevet til bleg, Sambo til Johnny og paraplyen erstattet af en fuckfinger. Schlosser og Ranheimsæter har sat ord og billeder til ægte dansk socialrealisme med mor (Lede Conny), der prædiker rugbrødsmadder (1-0 til mor!) og far (Fede Ronny), der dyrker fodbold, pomfritter og øl foran fjernsynet. Johnny selv, lad og med hænderne dybt begravet i lommerne, har taget tidens trend med glatbarberet isse til sig. Som alle børn ved han, at rigtigt tøj skaber personlighed, og mor investerer i sort læderjakke, sorte cowboybuker, solbriller og fuck-dig-kasket. Men 4 lede seje-wanna-be's fra 9. klasse står parat, napper det hele med efterfølgende skænderi og tur om lygtepælen - ganske som tigrene - bare nedsmeltet til pommesfritessovs og burgerdressing i stedet for smør. Happy end med pandekager, burgere og rugbrødsmadder til en meget klogere Johnny (nu med hår på vej). En sjov idé, godt tænkt og vellykket udført med både humor og alvor. Ranheimsæter spidder suverænt de danske medvirkende, hvor dumheden er det, der lyser klarest. Moralen er (igen) til at tage og føle på, og det skrantende rugbrødssalg burde gå frem, det rå look tilbage. For børn med store/små problematikken og et hip til de, der er "gået" på tøjet (også mærke-). Fra 5-6 år.