Sidste del af science fiction trilogien om den unge kvinde Cassia. Den henvender sig især til unge fra 14 år og kan dårligt læses uafhængigt af de første bind.
Vi er i et fremtidigt højteknologisk, totalitært og gennemreguleret samfund, hvor alt og alle bliver overvåget, og hvor afvigere ikke tolereres. Der er udbrudt en smitsom og dødelig sot, som kan blive samfundets undergang. Hvordan er sygdommen opstået? Hvem rammer den? Hvordan kan den kureres? Den unge kunstinteresserede Cassia, hendes af samfundet matchede kommende mand, medicineren Xander, og hendes hjertes egentlige udkårne, piloten Ky, kæmper på hver deres måde en kamp mod samfundets onde kræfter. Hvem kan man stole på, hvem er ven og hvem fjende? Hvem har vitterligt ingen hukommelse, og hvem simulerer bare? Der er en del tråde at holde rede på i dette tredje afsluttende bind, men det afskrækker næppe den primære målgruppe af unge.
Sidste del af Ally Condies (f. 1978) ret læste trilogi om Cassia. Første bind, Matched, er klart seriens højdepunkt, andet bind Crossed, det svageste, og her i tredje bind Reached bindes så alle sløjferne og sine steder noget omstændeligt. En filmatisering af serien er i vente.
Tredje og afsluttende bind i science fiction trilogien om den unge kvinde Cassia, der nægter at bøje sig for det totalitære samfund. Uden at overraske ligger den i forlængelse af de to første bind, som unge læsere fra 14 år allerede har taget til sig. En filmatisering ventes.