Bogen er skrevet som lærebog til studerende, men kan læses af interesserede i historiefagets metode.
Lærebogen i historisk metode er forankret i den dansk-nordiske metodetradition. De vigtigste metodiske principper gennemgås: kildebegrebet, kildeidentifikation, fortolkning, slutning fra frembringelse, hypotese- og teoridannelse m.v. Undervejs forklares ved eksempler, der i stedet for at være i en faktaboks er trykt med en afvigende farve. Der indledes med en gennemgang af Erslev-traditionen og erkendelsesbegrebet. Bogen afsluttes med overvejelser om historiebegrebet under den postmoderne udfordring, der har haft flere konsekvenser for historie, bl.a. tabet af den store fortælling og den absolutte sandhed. Forfatteren er lektor i historie på Birkerød Gymnasium og på KU.
Det er den første lærebog i historisk metode siden Kr. Erslev Historisk teknik, 1911. Blandt øvrige lærebøger i metode findes H.P. Clausen Hvad er historie, 1963 og Kildekritik, 1964 og endelig har Sebastian Olden-Jørgensen skrevet Til kilderne!, 2001.
Kildekritikken er dybt væsentlig for historiefaget og for muligheden af at nærme sig den objektive sandhed. Dette er en glimrende lærebog i historisk metode, og det er godt at Erslev Historisk metode er blevet fornyet. Bogen henvender sig til studerende og selvom den kan læses af interesserede lånere og er klart skrevet, er den alligevel så akademisk, at den næppe når ud over målgruppen. Gymnasieelever vil have svært ved at lære at tackle internettets mange dokumenter kildekritisk af denne bog.