Pragtværk om det danske Hjemmeværn og ikke mindst de politiske processer, der gik forud. For alle med interesse i det folkelige forsvar.
Forfatteren, der er seniorforsker ved Tøjhusmuseet, giver her en meget grundig fremstilling af Hjemmeværnets snart 70-årige historie. Han starter dog med forhistorien, der bl.a. går tilbage til middelalderens landeværn og over de forskellige frivillige skyttekorps. Hjemmeværnets egen historie udspringer af modstandsbevægelsen under 2. verdenkrig, hvorfra man ønskede at bevare en folkelig bevæbnet styrke. Det gik der meget politik i med de borgerlige overfor kommunisterne, men i sommeren 1948 blev den første hjemmeværnslov vedtaget. Bogen skildrer værnets rolle under den kolde krig frem til vore dage, hvor værnet udover grænsekontrol og trafikstyring også deltager i miljøbeskyttelse og i internationale opgaver.
Det er en meget sober og loyal fremstilling, der også inddrager den løbende debat og kritik, der har været om Hjemmeværnets rolle. Bogen er rigt illustreret og har en omfattende bibliografi.
De forskellige hjemmeværnsdistrikter har udgivet jubilæumsskrifter, men den seneste samlede monografi er Hjemmeværnet = dansk forsvarsvilje fra 1980.