Søren drømmer ofte, at han svømmer i havet, hvor han forstyrres af en uhyggelig krabbe. Om morgenen vågner han og har tisset i sengen. En planlagt lejrtur med klassen bliver nu et problem fremfor en glæde. Hos lægen får Søren et særligt vækkeur, der ringer straks, han begynder at tisse. Søren drømmer stadig om at være i havet, men efterhånden bliver krabben mindre og ikke så farlig. Til slut ringer uret slet ikke, og Søren kan nu rigtig glæde sig til lejrturen. 4-5 børn i hver klasse er sengevædere, så det er et kendt problem, der her behandles. Bogen har et dejligt afslappet forhold til Sørens problem. Den mere kliniske del af sagen beskrives ikke meget, men drømmen om hav og krabbe fungerer godt som symbol på Sørens situation. Illustrationerne er store farvestrålende papir/stofklip i en lidt klodset stil, som passer godt til teksten. Vi har en del ældre mere faktuelle bøger om emnet, men kan godt bruge noget nyt til de 5-årige. Manden med spanden (2001) handler om samme emne, men på en mere abstrakt måde, så de to bøger kan sagtens stå side om side.