Charmerende lille hverdagshistorie for de 2-4-årige, der handler om at blive optaget af skovens natur på egen hånd for første gang, og blive væk fra far.
Bogen er den femte i rækken af bøger af makkerparret, som formår at skabe historier, der beskriver hverdagsnære følelser hos de helt små. Den forrige titel: Når lillebror er lille, indtil det er stort at være stor er fra 2011. Den enkle tekst skaber sammen med Lea Leténs vidunderlige illustrationer små situationsbilleder. En lille pige er på tur i skoven med far, som vil holde i hånden. Hun løber væk, og kan ikke høre ham. I stedet oplever hun skovens lyde og ser på ræven løbe, haren hoppe og op på træerne, men det er ved at blive mørkt, og hun kan ikke finde sin far. Men far gemmer sig bag et træ, og sammen går de hjem hånd i hånd.
Der findes en del billedbøger om at blive væk, men ikke tilsvarende titler, der beskriver det lille barns behov for at opleve naturen og skoven på egen hånd så udramatisk og udogmatisk uden løftede pegefingre.
Endnu en vellykket billedbog fra makkerparret. De enkle illustrationer og den enkle tekst gør, at barnet nemt kan genkende oplevelsen af at blive væk og fundet igen.