Siden hjemmenørklede huer med Lena Blidells Hotte huer i 2002 igen kom ind i varmen, har der været opskrifter på huer og hatte i de fleste af de strikke- og hæklebøger der er udkommet. Vi er således egentlig velforsynet med opskrifter. Men Sys Fredens lille samling af på en gang trendy og samtidig klassiske huer er et godt supplement til det eksisterende udbud. Det er huer i enkle faconer, flere med den lille top der er så populær, en enkelt er lavet i tunesisk hækling; der er opskrift på en kasket, en baskerhue og en hue strikket som et rør, en fiksere udgave af elefanthuen. Af de fjorten huer er de to til mænd. Til nogle af huerne er der matchende halstørklæder. Huer huer er i samme lille format som forfatterens Strikkeskole og den nyligt udkomne Under et. Det er små, forholdsvis billige bøger som mange nok selv vil anskaffe sig, men de har også deres plads på bibliotekets håndarbejdshylde, både i børne- og voksenafdelingen.