Ny fortælling om heksen Hulda, der bor ude i skoven sammen med sine dyr. Denne gang hjælper Hulda en berømt troldmand. For de 3-6-årige.
Heksen Hulda er ikke så god til at have orden i sine ting, men heldigvis har hun sine dyr til at hjælpe sig. De følger også interesseret med, da hun samler svampe og urter til den suppe, hun vil lave til den store troldmand, Hokuspokus, som hun skal besøge. Da Hulda serverer suppen for Hokuspokus og hans gæster, er det tydeligt, at suppen smager forfærdeligt. Men Hulda er mere optaget af, at hendes syge ravn er fløjet ud af sit bur. Hokuspokus fanger den ved at springe højt op i luften. Idet han gør det, mærker han, at hans rygsmerter er forsvundet pga. Huldas suppe, der viser sig at have en helbredende virkning. Dette er tredje bog om Hulda skrevet af Jutta Langreuter, der også står bag bøgerne om "Kaptajn Sharky", og tegnet af Stefanie Dahle, der bl.a. har lavet bøgerne om "Josefine Jordbærfe".
Endnu en skæg bog om den distræte, søde heks og hendes dyrevenner. Tegningerne passer fint sammen med teksten, og der er et skønt mylder af dyr, planter og rod i Huldas hyggelige univers. Fortællingen er godt krydret med meget dialog, hvilket gør den levende og interessant hele vejen igennem.
Af andre humoristiske billedbøger om hekse findes fx Anne Pedersens serie om "Heksemutter og lille svovlhat" og bøgerne om heksen Winnie og katten Wilbur i fx Winnie og Wilbur og den kæphøje ridder.